Kemi & Kærlighed

Aarhus’ smukkeste kemistuderende har fundet formlen til evig kærlighed.

LO₂VE²⁺  

Det er blandingen af de helt rette stoffer og skaber en kemisk forbindelse med en enorm varmeudvikling. Solide dobbeltbindinger og lige dele af ømhed og gensidig forståelse har skabt et af de mest stabile molekyler man kan forestille sig. Det er en sammensætning som helt sikkert også klarer sig udenfor laboratoriets fire hvide, kliniske og forudsigelige vægge – ude i den virkelighed hvor intet er lige og hvor væggene ikke altid står der, hvor man kunne ønske sig. Alt tyder dog på at hun har mere held ved dette projekt end de gamle alkymister med deres. Det er kemi når det er bedst.

Men historien begynder et lidt andet sted. Nemlig på parkeringspladsen bag Kemisk Institut ved Aarhus Universitet. Denne søde unge studine havde sat mig stævne en lun forårsdag og ville gerne have en række billeder. Og det skulle gerne holdes hemmeligt. Lidt portrætter og personlige stemningsbilleder fra studiestedet var udgangspunktet – resultatet skulle bl.a. bruges som gave til en kommende brudgom. Lidt af fotogrejet blev pakket ud af bilen og ved fælles hjælp slæbte vi rundt på kamerataske og diverse småting. Vi havde i anden sammenhæng mødt hinanden en del år tilbage i tiden så det var et hyggeligt gensyn og mens jeg blev vist rundt i laboratorier og på lange hvide gange fik vi samlet op på de år der var gået. Og endnu engang slog det mig hvor tankevækkende det er at livet sjælden udvikler sig som man havde tænkt sig… der er altid en række ubekendte variable som tager mere styring end vi lige bryder os om. Livets op- og nedture kan dog heldigvis mange gange sætte hinanden i relief og sorg og glæde går ofte hånd i hånd. Vores lille “catch up” på de foregående år viste mig da også at vi begge har skrevet vores fremtid om efterhånden som den blev til vores nutid.

Eftertænksomhed er godt men heldigvis blev det også til mange grin og sjove billeder, der på bedste vis krydrede eftermiddagens rundtur indenfor og ude i Universitetsparken. Sikkerhedsbriller, laboratoriekitler og skumslukkere blev taget i brug som icebreakers og for at få de fjollede sider frem…og de lå “hyggeligvis” ikke gemt langt væk hos nogen af os. Blomsterbede, bænke, klasselokaler og biblioteker blev til fotostudier – nogle med stativer, lamper, skærme og andet grej og andre bare som de var. Og selv ikke de tykkeste kemiske opslagsværker, stakkevis af engelsk faglitteratur eller indviklede og snørklede matematiske formler kunne tage den naturlige skønhed fra dagens hovedperson – nærmest tværtimod. Da vi havde knipset de billeder vi skulle bruge pakkede vi grejet bag i bilen og indledte en underjordisk vandring der var selv Indiana Jones værdig. Jeg har på fornemmelsen at jeg blev snydt og vi bare gik forvildet rundt på må og få, men fakta er måske at tøsen alligevel havde en bedre stedsans end mig – og hun brugte hverken GPS eller kort!

Målet for vandringen var den legendariske kantine i kælderen under Matematisk Institut. Det blev rammen om en hyggelig middag mellem en obskur blanding af skøn mad, meterhøje kandelaber, plastikkarafler og skriblende studerende med afgangsopgaver.

God mad og et enkelt glas rødvin sætter godt gang i snakken og levnede igen plads til lidt dybde. Og det var her ved bordet jeg hørte mere om studinens alkymistiske tendenser og om det kommende bryllup. Og hånden på hjertet så tror jeg de to passer til hinanden som hovedgruppe 1 og 7 – og hvis jeg ikke tager meget fejl ender det hele som end som det rene ædelgas.

Inden dagen helt svandt hen skulle lektierne ordnes, billederne redigeres og en enorm bunke kemisk faglitteratur (pyh ha det så svært ud!) afleveres på biblioteket. Vi fandt os et smukt sted i toppen af universitet med den mest fantastiske udsigt over Aarhus skyline – og satte os med hver vores computer. Bøgerne og udregningerne var ikke noget for almindelige mennesker så jeg holdt mig til Photoshop og skruede lidt på nogle knapper, beskar et par kanter og forsøgte at redde mine fejlskud. I den anden ende af byen sad den stakkels kæreste og kunne ikke forstå hvorfor det trak sådan ud – med de der kemiske analyser og alle hendes formler. Men at dømme ud fra hendes smil når der tikkede SMS’er ind tror jeg nu nok at tonen var kærlig nok. Men jeg tænker at det var godt nok at han ikke vidste at der sad en halvgammel mand ved siden af?

Ud på de små timer var vi ved at være færdige – og trætte. Storbyen var lidt mørk og cykelturen hjem var lidt lang så dagens sidste gentleman-gerning fra min side var at tilbyde en tur med min “cykel-taxa”. Og som en lille påskønnelse var jeg så heldig at der faldt en enkelt kop kaffe af til mig hjemme hos den fotogene kemistuderende  – så vi var sikre på at jeg ikke faldt i søvn på vejen hjem i bilen.

Jeg takker for en skøn dag – og må sige at den kommende brudgom er en heldig fyr: En meget køn pige med et dejligt hjerte og skarp hjerne. Jeg ønsker jer al held og lykke!

Ikke så længe efter modtog jeg et flot printet billede med posten. (Jeg havde nu ikke tænkt at det var mig der skulle have et billede af hende på natbordet?) Og sammen med det en “lille sæk” Læsø sydesalt – med sin egen historie. Og så synes hun lige jeg skulle have et gavekort til en café – så jeg ikke kun var i byen med andres koner men også kunne invitere min egen ud ;-)

Se flere billeder af den kønne unge dame her.