Kunst er vel altid en proces der trods tanke, ideer og håndværksmæssige evner på en eller anden måde har en snært at spontanitet og uberegnelighed i sit færdige udtryk. Raku-brænding er ingen undtagelse – nærmest tværtimod. Her skal både kunstner og produkt bogstaveligtalt på en rejse gennem både ild og vand inden kunstværket dukker frem af røgen med spor og detaljer som ingen formel kunne have forudsagt.
Ud af røgen denne dag dukkede der også en engageret kunstnerisk ildsjæl frem. Dina Pedersen. En ung kvinde der går efter drømmen, sætter liden til sine evner og fortsat håber på at indtægten fra kunsten kan levere både rugbrød og en kunstnerisk videreuddannelse.
Hun havde inviteret mig til at overvære brændingsprocessen og snuppe nogle fotografier undervejs. Da jeg parkerede kom hun mig i møde og de store og grove handsker blev snuppet af, gasmasken hængt om halsen og håret viftet væk fra øjnene inden jeg fik et venligt håndtryk og et glad smil.
Hjertevarmen kunne straks mærkes – eller måske var det delvist fra ovnen? Det var en grundig foret olietønde, der var ved at være varmet op til knap 1000 grader. Gasflammen hvislede sine lange varme tunger ind i tøndens indre og varmen slog op i ansigtet fra kig-hullet foroven.
Jeg fornemmede at vi var ved at være klar. Overalt stod små kunstværker i ler der på skift skulle nedsænkes i denne uhyggelige varme. Rundt omkring var gryder med savsmuld, gamle tilsodede beholdere, sække med strimler af avispapir, spande med vand, svampe og klude, små røde taburetter, bakker, borde, kasser og et væld af grej stillet klar. Det lignede en ordentlig omgang rod, men man anede jo nok at det havde sin egen systematik og at det ikke var første gang Dina ville sætte ild til sine egne drømme og fyre op under kreativiteten.
Med dyb koncentration og fokuserede bevægelser “ofres” de første værker til ovnens indre. Det ene minut æder langsomt det næste og med erfaringens falkeblik kigges der ned gennem den bølgende varme og der holdes øje med lerets farve mens termometerets cifre langsom og støt stiger mod de magiske grader.
Pludselig går det stærkt. Låget åbnes og med en lang metaltang flyttes hvert lille kunstværk fra ovnens indre til gryderne hvor de sammen med savsmuld og avispapir bryder i brand. Processen fortsætter uden ilt under de gamle grydelåg hvor gløder, sod og varme skaber videre på Dinas kunstværker. Hun kender lerets hemmeligheder og på rette tid løftes små sorte og rygende skygger op af grydernes mørke og efter en nedkøling vaskes og skrubbes soden af og det færdige resultat viser sig.
Et af Dinas spændende rakubrændte ler-huse.
For huse er det nemlig. Huse med en livshistorie gemt i vægge og trapper. Huse med din og min historie. Huse der passer til levede menneskeliv. Huse der siger os noget.
Høje og højtidlige. Lave og lurvede. Skæve og med skår. Ranke eller revnede. Med udsyn eller indsyn. Alene eller sammen. Hver med sin historie og sin egen følelse – kan du mon finde dig selv?
Forvandlingens flammer slikkede sig gennem den ene portion huse efter den anden og da jeg tog derfra var de fleste kommet trygt og godt ud på den anden side. Det var en lærerig og spændende proces at være vidne til og Dinas smittende engagement var en fornøjelse at være i nærheden af.
Få dage senere blev det til et gensyn med både Dina og husene. Vi havde aftalt at lave en stribe produktfotos sammen og efter ganske kort tid med en rundvisning i hendes værksted fandt vi os selv krybende rundt i sand, græs og blomsterbede for at lave opstillinger af huse og få den rette belysning, stemning og vinkel til fotografierne. Solen var ved at gå ned bag blokkene, efteråret var så småt ved at melde sin ankomst i det vestlige Aarhus og sulten bankede på. Så efter godt og vel en time på knæ og albuer var det tid til at pakke huse og “kulisser” sammen. Inden havde flere forbipasserende heldigvis fået sig et godt grin og hørt mere om ejendomshandel i miniature størrelse.
Oppe i lejligheden ventede hendes mand med et lækkert måltid aftensmad. Både her ved bordet – men også gennem hele processen – er det tydeligt at se at hun sætter pris på sin trofaste mand, der støtter op om både hendes kunst og økonomien – for nogle gange er det lettere at lykkes når man er to om det.
Mens der ryddes af bordet kalder sofaen og computeren belejliget på min tilstedeværelse. Billederne vælges ud og beskæring og justeringerne tager så småt fat i billederne en for en. Og inden længe sidder vi tre om skærmen og snakker om de gyldne snit, øjets vandring gennem billedfladen, rødfiltre, vinkler, kamerateknikker, objektiv-egenskaber og andre spændende emner. Jeg oplevede det faktisk som meget fascinerende at være fælles om de grafiske overvejelser istedet for bare at side og tage beslutningerne alene. Hyggeligt og lærerigt for os alle tre.
Kreativitet smitter kunne jeg fornemme denne aften. Dina fik gennem dagens fotografier ideer til nye projekter fx med salg af kort med hendes huse på. Og jeg kunne mærke at hendes huse kaldte på noget poesi inden i mig – og det fik mig ikke lang tid efter til at skrive nogle digte med udgangspunkt i husenes historier. Dejligt inspirerende fællesskab.
Inden jeg fik lov at pakke mit grej i bilen ville Dina gerne give mig nogle at de flotte huse med hjem – nogle huse som jeg selv havde set blive skabt gennem ild og vand. Ikke mange af mine kunder er så gavmilde så de forærer mig et helt hus – og endda flere huse – men jeg synes da helt sikkert andre kan tage ved lære af det ;-)
Det blev en uge hvor jeg fik mødt en kunstner med ild i sjælen – på flere plan. Dina du skal have de varmeste ønsker fra mig om at du må brænde igennem med din passion.