“Noget for noget” – hvad er det lige det går ud på?
Kan du fortælle kort om ideen? Du bestemmer motivet. Jeg fotograferer. Du får billederne. Det koster ikke en krone! For mig er målet er at rejse rundt i Danmark og gøre 3 ting jeg nyder: At fotografere, at få gode oplevelser og at møde glade mennesker! Uden at det koster mig noget – og tilmed på en sjovere måde.
Ideen er at vi bytter. Og ingen af os skal tjene på det. Jeg kan levere kvalitetsbilleder – istedet sørger du for mig mens jeg arbejder. Længere er den sådan set ikke. Det hele bygger på almindelig hjælpsomhed, gavmildhed og et socialt engagement. Jeg bliver selvfølgelig glad hvis du synes så godt om mit arbejde at du vælger at give mig et eller andet til gengæld.
Hvorfor skulle jeg benytte mig af dit tilbud? Forhåbentligt fordi du synes det er fedt, tilpas skævt og passer til din måde at tænke på. Men måske synes du bare at en almindelig fotograf er for dyr, måske tænker du at det kunne være sjovt med en anderledes og unik fotografisk oplevelse, måske tænker du at den venskabelige relation er mere hyggelig end kolde kontanter, måske har du bare lyst til at hjælpe mig med mit projekt eller måske sidder du bare lige nu og smiler lidt og tænker “Ja – hvorfor egentlig ikke?”
Hvem er du egentlig? Jeg er en dygtig fotograf med lyst til anderledes oplevelser. Jeg er 42 årig familiefar – kone og 2 halvstore børn. Jeg har arbejdet fuldtids med børn og unge i 15 år og fortsætter nok med det. De “fotografiske byttehandler” er derfor begrænset til aftner, weekends og ferier…medmindre du har et rigtigt spændende projekt jeg skal være med i.
Hvorfor gør du det? Fordi jeg har lyst! Og fordi jeg kan lide at tage flotte billeder, fortælle en god visuel historie – og gøre mennesker glade. Og jeg kan godt lide at gøre ting anderledes. Jeg er af den overbevisning at det er gode oplevelser og spændende historier der giver livet krydderi. Så hvorfor ikke selv skubbe lidt på så der kan opstå noget utraditionelt, en sjov historie eller en mindeværdig byttehandel. Så pyt med pengene!
Hvor go´ er du? Ja det er vel bedst du bedømmer det ved at invitere mig ! Men kig omkring her på siden og se hvad jeg har lavet. Jeg er rigtig glad for sort/hvid og jeg kan lide at tænke lidt skævt og har øje for detaljerne. Har forøvrigt også udstillet, vundet førstepladser, årets billede, månedens foto osv. i konkurrencer mm. de sidste par år. Men det er ikke så vigtigt: Bedøm selv – kan du li’ min stil?
Koster det virkelig ingenting? Nej det koste absolut ingenting! Transportudgifterne skal jeg have dækket og det er godt et par kroner pr. km. Derudover sørger du for lidt mad på det niveau du synes er passende. Det er det. Har du lyst til at forkæle mig eller give et eller andet retur i byttehandlen er du jo selvfølgelig mere end velkommen til det – og det gør da utvivlsomt “byttehandlen” lidt mere spændende for mig. Men ingen skjulte udgifter af nogen art. Og man må sige at det er billigt – et lignende fotografbesøg koster let 2-3000 kr.
Hvad opnår du? Jeg håber at få samlet en masse gode oplevelser, en håndfuld sjove historier, en række dejlige smil og samtidig håber jeg at udvikle mig som fotograf. Og så kommer jeg lidt omkring og får set noget af Danmark. Og ganske sikkert får jeg også taget nogle billeder af smukke steder – bare til mig selv. Stille og roligt vil der så her på siden komme små historier om det jeg oplever og et par billeder med steder og mennesker jeg har mødt på min vej. Jeg håber da også at de her byttehandeler ofte kan give mig noget særligt tilbage – noget unikt: Et måltid fantastisk mad i dit køkken, en sejltur i kajak til Samsø, en hyggelig håndskrevet hilsen, en tur på café, et nyt venskab, en gratis weekend i dit sommerhus, en en god bog, en danselektion, en god flaske vin (evt. fra dit eget vinslot), en hjemmestrikket sweater, en intimkoncert med dit band, en tur på din hest, en flyvetur til Bornholm, en køretur i en rallybil, et fad frugt, en signeret digtsamling, et maleri…ja hvad som helst. Jeg prøver at være kreativ med mit kamera – måske du kan finde på en kreativ måde at “bytte tilbage”?
Fotograferer du alt mellem himmel og jord? Nej. Jeg har selvfølgelig etiske og personlige grænser for hvad jeg har lyst til at fotografere. Det er også vigtigt for mig at jeg synes godt om setup’et og nyder at arbejde sammen med jer. I de fleste tilfælde passer “Noget-for-Noget” fx ikke så godt til traditionelle familiefester, barnedåb, konfirmation osv da jeg mister en masse på relations-kontoen i forhold til jer, hvis jeres fokus er på festen og gæsterne. Jeg gider jo ikke arbejde uden at “få noget igen” og bare være gratis arbejdskraft. Men kan i tænke alternativt og ud af boxen kan det jo måske kombineres? Der skal helst være tid til øjenkontakt, nærvær og spontanitet.
Det mest almindelige af det jeg laver er ganske almindelige enkeltpersoner, par, familier, mindre virksomheder osv.
Men selvfølgelig vælger jeg dem der lyder mest spændende. Det kan være de henvendelser hvor jeg tror der er den bedste kemi mellem os, der hvor det foregår et unikt sted i Danmark (eller udlandet) eller måske fordi det indebærer nogle spændende og anderledes byttehandler. Men prøv mig af. Det helt almindelige kan sagtens være det rene relations-guld. Så skriv mig da bare en mail med det samme – så kan vi sammen finde ud af hvordan det kan skrues sammen ;-)
Hvordan bliver billederne brugt? Først og fremmest skal du have en stak rigtig gode billeder når vi er færdige. Du får samtlige billeder jeg har taget (ofte et godt stykke over 100) og desuden får du de bedste af dem redigeret, beskåret og tilpasset efter både dine og mine ønsker – alt efter hvor lang tid jeg sidder hjemme hos dig og redigerer. Alle billederne får du i bedste opløsning. Og du får den fulde brugsret over dem alle. Du kan bruge dem til julekort, til kæmpe væg-udsmykninger, på Facebook, printe dem ud og maile dem til dine venner – ligeså tit du har lyst. Det er ret unikt – normalt koster en hjemmefotograf flere tusinde kroner og så får man kun lov at bestille forskellige print af sine billeder – og betaler kassen for det hver gang man ønsker et enkelt kopi. Hvis du bruger billederne på Facebook og lign. steder vil jeg gerne krediteres sammen med billederne (Have nævnt mit navn eller linket til min hjemmeside). Og du må selvfølgelig ikke tjene penge på salg af billederne på nogen måde eller angive dig selv som fotograf af de billeder jeg har taget.
Som “kunstner” er billederne jo mine værker og i udgangspunktet vil jeg gerne have lov at bruge nogle af billederne på min hjemmeside og på Facebook som blikfang for at få nogle nye kunder i butikken. Måske kan jeg finde på at skrive en bog engang, hvor enkelte af billederne dukker op – hvem ved? Og som fotograf deltager jeg indimellem i konkurrencer og udstillinger, hvor man jo viser de bedste billeder man har. Men jeg offentliggør aldrig nogle billeder mod dit ønske – så hvis du har forbehold eller er utryg ved det hele snakker vi os bare frem til en løsning du har det godt med.
Hvor lang tid tager det? Det er meget svært at sige præcist. Hvis vi siger en halv time lige til at finde hinanden og små-sludre lidt. Derefter fotografering i en time eller halvanden. Så er der måske hundrede billeder der skal sorteres og de bedste justeres og beskæres. Det tager cirka samme tid som vi bruger på fotograferingen. Og resultatet er måske 10 rigtig gode billeder. Og så skal der jo være tid til lidt mad og måske en kop kaffe. Så 4-5 timer kan der let gå. Skal du bare bruge et par enkelte portrætfotos kan det jo nok alt i alt gøres på 2-3 timer. Og i den anden grøft kan tiden jo også let strække sig længere – måske synes vi ligefrem at hinandens selskab er hyggeligt, måske vil du gerne have taget billeder både oppe og nede og ude og inde og af børn og høns og bedsteforældre og så er det at en overnatning kan komme ind i billedet… Men det blir det vi gør det til; hverken mere eller mindre. Hvis du synes du har fået nok pakker jeg sammen og du får de billeder vi fik taget – om de er redigeret færdige eller ej.
Er det lovligt? Hvis det ikke var gjorde jeg det nok alligevel! …men ja det er fuldstændig lovligt! Jeg har haft kontakt med SKAT og fremlagt hele min “foretningsmodel” for dem. De har drøftet det – endda taget det op på højere niveau – og kommet frem til at mit projekt “som ligger i skattelovgivningens gråzone” er ganske lovligt. De havde helst været fri for min henvendelse for deres egen lovgivning er desværre svær at finde ud af – også for dem. Men som de sagde: “Når du nu har henvendt dig er vi også nødt til at give dig et præcist svar”. Den første medarbejder kunne ikke svare for sig så de vendte tilbage seks timer senere. Resultatet er at jeg er i deres system nu opført som “Ikke erhversmæssig virksomhed” ??? Er det ikke lidt selvmodsigende? Men denne indplacering gør at jeg slipper for at betale arbejdsmarkedsbidrag, hvilket de havde drøftet!? Tilgengæld har jeg ingen mulighed for at have underskud i min “virksomhed”. Nå.
Men sagen er at jeg skal etablere en art regnskab (som de siger at de ALDRIG vil se og som ALDRIG skal opgives på selvangivelsen) Men det skulle de altså kræve for det stod der i paragrafferne. Herpå notere jeg sirligt hvor mange kopper kaffe jeg får hos jer på hvilke datoer og notere om i serverede aftensmad. Desuden skal jeg notere antal kilometer frem og tilbage – da dette med forskellige takster kan kompensere for værdien af den hjemmestrikkede trøje, en overnatning i sommerhus og de flasker vin jeg modtager. Da jeg forsigtigt forespørger om værdien af hjemmestrikkede sokker, en kop kaffe og en god solid frikadelle siger de at jeg ikke skal opgøre den præcise værdi i kroner af hverken kaffen, aftensmaden eller øvrige ydelser (…men hvordan skal jeg så føre et regnskab tænker jeg?…for de siger at jeg jo kan fraskrive værdien af mit fotogrej med en 40-60% fordeling i forhold til egne private familiefotos???) Nå men det korte af det lange er at jeg bare skal klø på med projektet. Vores kommunikation og vores aftaler er skrevet ned. De vil tilsyneladende aldrig røre det med en ildtang og jeg står nu noteret i deres system som lydig og oprigtig borger, så hvis nogen skulle anmelde min “lumske forretningsmodel” vil tilbagemeldingen blot blive at det er der styr på mellem SKAT og mig. Og for dig betyder det at du ikke behøver at holde dig tilbage med at overøse mig med spændende byttehandler ;-)
I’m loving it: Det er så dejligt med vores let-gennemskuelige skattesystem ;-)