“Jeg er hundeangst for kamera’er – kan du ikke komme og tage nogle gode billeder af mig?” Cirka sådan lød den første kontakt mellem Lene og mig – eller det var ihvertfald budskabet mellem linierne. Og hendes næste spørgsmål: “Kan du klare den slags vanskelige kunder?”
Det er jo ikke den bedste invitation en fotograf kan få, men man er vel mand for en udfordring og Lene lød som et spændende “projekt”, der kunne passe fint ind i min “noget-for-noget” filosofi. Jeg oplever jo gang på gang at jeg kan noget andre ikke kan – nemlig skabe den ro og afslappethed i relationen der er med til at give de gode billeder.
Men tiden skulle jo vise om hun virkelig var en besværlig kunde, der måske var overdrevet genert og muligvis lidt rigelig stiv i betrækket. Det var jo ikke til at vide. Flere bekendte havde ihvertfald foreslået hende at få taget nogle nye billeder…
Men vi fik en aftale stablet på benene og jeg troppede op en eftermiddag ved hendes dør. Vi begyndte med det formelle håndtryk, udveksling af navn og øjenkontakt. Allerede her fornemmer man en hel del om dem man besøger. Lene virkede nu ikke genert og tilbageholdende. Håndtrykket var varmt og tilpas fast og øjnene rolige og ikke det mindste flakkende. Et stort smil kunne hun også levere. Jeg slappede lidt mere af – det her skulle nok gå. Jeg blev budt indenfor, skoene stillet og inden længe var der stempelkaffe på vej – med danske kaffebønner. Kun det bedste til fotografen – jeg kunne faktisk godt li’ indstillingen ;-)
Mens vandet kogte og bønnerne kværnede var tiden oplagt til verbalt at famle sig lidt ind på hinanden. Isen skulle brydes og relationen uden kamera stille etableres. Jeg spurgte lidt ind til hendes arbejde som selvstændig behandler og ret hurtig fandt jeg ud af at hun gjorde en del i at være ansigtslæser. Der følte jeg mig med ét ret meget klædt af – hvad kunne hun nu se om mig? Og det er ikke rart at stå nøgen i nogens køkken efter at have været på besøg i max fem minutter!
Jeg fik samlet mig lidt sammen og hvis nogen var utryg ved situationen lige der var det nok mig og ikke “den vanskelige kunde”. Og kiggede hun ikke lige lovligt analyserende på mine ansigtstræk og smilerynker? Men kaffen duftede godt og pulsen faldt igen – så slemt var det jo heller ikke. Jeg har jo intet at skjule?!
Det første indtryk jeg fik i stuen – der også fungerede som klinik for bla. massage – var en lidt sødlig duft. Lidt som en omgang røget græs. Jeg tænker den slags kan virke afstressende? Men det var istedet duften fra moxa, der er nogle tørrede lægeurter, som hang i luften – det sagde hun ihvertfald ;-) Da jeg kiggede mig lidt mere omkring var der adskillige orkideer – så for at holde samtalen i gang konkluderede jeg at det måske var hendes ynglingsblomst? Men det var det nu absolut ikke – “Folk tror bare at en alternativ behandler bedst kan lide orkideer – og farven lilla!” Og så kom der et par himmelvendte øjne…
Vi satte os til rette i sofaen og nød kaffen (da vi langt om længe endelig havde fået stemplet trykket i bund) og småsnakkede lidt – og jeg kom mig nu ret hurtigt over udfordringen med at sidde overfor en ansigtslæser – og det uden at tage en sæk over hovedet! Men hvor er det spændende at møde et menneske der tænker anderledes og ved andre ting end man selv gør. Og jeg må sige at jeg aldrig har mødt en ansigtslæser før – eller en clairvoyant, eller en healer, eller en auriculo akupunktør. Men det var så dagen hvor jeg skulle møde dem alle sammen lige her i den samme sofa – for her sad hun så lige! Og desuden kunne hun jo også massage, cupping, almindelig akupunktur og meget andet godt. Og så var hun da også lige Kizomba-danse-instruktør.
En både spændende og behagelig person – og snakken gik fint. Hun slappede af, vi smilte og grinede. Vi lyttede til kizomba-rytmer og sad og vuggede lidt til dem. Hun fik læst lidt på mit øre om min barndom og folderne i ansigtet fortalte lidt om min kost. (Jeg tænker selv at folderne om min mave måske siger mere om min kost?) Ja alt i alt en helt almindelig snak. Så efter en halv times tid ville jeg finde mit kamera frem. Men her kunne jeg godt se at smilet blev lidt stift og næseroden blev lidt anspændt. Og jeg valgte ret hurtigt “det lille kamera setup” uden stativer, blitz, paraplyer og alt grejet – hun skulle jo nødigt få “et nervøst sammenbrud” inden vi kom rigtigt igang ;-) Hun tog en dyb indånding, tog sig sammen og lagde ansigtet i de rette folder – og så var vi klar.
Den næste times tid gik nu med at jeg skulle lade munden løbe – stille hende alle mulige spørgsmål, fortælle sjove pointer, drille lidt og lade som om jeg “bare lige skulle stille lidt på noget”. Alt sammen for at hun skulle glemme at “den store stygge fotograf” var på besøg og istedet slappe lidt af, hygge sig og se naturlig glad ud. Jeg så nok ikke så naturlig ud for undervejs spurgte hun “Hvorfor skal fotografer altid se så underlige ud når de fotograferer?”
Underlige eller ej så kom vi begge gennem fotograferingen. Og mens jeg gik igang med at vælge billeder ud og redigere kom Nr. 1 hjem. Og lidt efter Nr. 2 som skulle lave aftensmaden. Nr. 1 og Nr. 2 var søn og kæreste som uheldigvis havde samme fornavn – deraf det indviklede nummeringssystem.
Billederne blev justeret og resultatet blev så godt at hverken den ene eller anden troede sine egne øjne. Ja selv modellen synes hun så helt godt ud og påstod at hun kun var 29. Jeg ved man skal passe på det med en kvindes alder, men jeg tror nu nok hun har rundet de 35 – men lad det nu bare blive mellem os.
Aftensmaden smagte godt (tak til Nr. 2), selskabet om aftenbordet var hyggeligt og dagen var ved at være til ende. Inden jeg forlod det hyggelige lille rækkehus fik jeg et par flasker merlot vin – med indbygget håndtag – i favnen, et stort tak og et varmt knus. Og så glæder jeg mig til at komme på besøg en dag inden så længe og få indløst mit gavekort på en god og grundig behandling. Så er det nemlig min tur til at være en vanskelig kunde!